Tess

Jeg er virkelig vild med min mors hund Tess. Hun er dominerende og træls, men alligevel er hun hunden vi alle elsker.

Hun skal evigt og altid grave. Alle steder. Her er det i skoven oppe ved gården. Her kan man nærmest set forventningens glæde i hendes øjne. “Kaster du en pind?” “Skal jeg grave nu?” “Hvornår går vi?”

Tess er desværre en indavlet hun. Hendes væsen er alt det bedste, selvom hun er dominerende, men hendes hofter er næsten ikke værd at skrive om. Hendes far var en hvalp fra kuldet før hende, så han er også hendes ’storebror’… Det er super træls, for Tess er en dejlig hund, og mine forældre ville gerne have haft et kuld hvalpe på hende, men dyrlægen fraråder det. 1. fordi hun er indavl 2. hun har fået røntgenfotograferet hendes hofter, og de kan med al sandsynlighed ikke holde til en graviditet og efterfølgende fødsel.

Tess får desværre aldrig hvalpe, så der kommer ikke nogen små nye søde Tess’er, til gengæld nyder vi så hende… Pga. hendes hofter bliver hun nok ikke 15 år, men sådan er det jo at have med dyr at gøre. En del af ansvaret man har som hundeejer er at kunne træffe beslutning om, hvornår nok er nok, og hunden skal over Regnbuebroen, til de evige jagtmarker…

Jeg er velsignet med et par medlemmer i min familie der sætter pris på godt håndarbejde… Det gælder så vist også Tess